Et par svar

Først og fremmest vil jeg gerne takke for al den positive feedback der har været til min sidste blog, som omhandlede brugerbetaling.

Jeg synes lige, at jeg vil prøve at besvare et par af de tilbagevendende spørgsmål og ønsker.

Regler vedr. hints i chatten:
På det nye pludr vil det være muligt at skrive specielle hints kommandoer i chatten. dvs. at når man vil give et hint, skriver man “/hint dit hint” i chatten.
Alle andre brugere vil således kun se at der står [HINT] i chatten. Hvis de så ønsker at se hintet, skal de klikke på teksten før det bliver synligt.
Det vil også blive muligt helt at blive fri for hints.

Tidligere start af spil:
Det har hele tiden været et mål at starte spillet tidligere. I det gamle Pludr var det dog meget kompliceret, da spillet var bygget op omkring den naturlige overgang fra én dato til den næste ved midnat.
Dette har jeg selvfølgelig taget højde for i det nye spil, og det er derfor teknisk muligt for mig, at starte et nyt spil præcis når jeg har lyst.
Jeg ved ikke helt hvornår jeg vil sætte spillet til at starte, men jeg har overvejet kl. 19:00.

Dato for det nye Pludr
Jeg har med vilje ladet være med at give en konkret dato, men kom alligevel til at dumme mig ved at sige noget om d. 1. Marts.
Jeg vil godt understrege at dette blot var en imaginær deadline som jeg gik og legede med, og som det ser ud nu, så når jeg det ikke helt til den dato. Men tingene går stille og roligt fremad.
Det er vigtigt for mig at spillet kører perfekt når det åbner, især hvis jeg indfører bruger-betaling. Derfor vil jeg gerne have tid til at sørge for, at det hele fungerer som det skal.
Jeg vil ikke give en ny deadline, men jeg regner med at poste nogle snig-billeder fra det nye spil inden længe.

Rabat for køb af flere måneders VIP medlemsskab
Hvis jeg indfører brugerbetaling vil der selvfølgelig være mulighed for rabat desto flere måneders medlemsskab man køber ad gangen.
Hvis jeg laver det, bliver det sådan at man selv skal forny sit medlemsskab når det er ved at udløbe, så der er det jo oplagt at købe flere måneder ad gangen.

Tvungen brugerbetaling = Ingen “møgunger”
Det har hele tiden været meningen, at der skal være plads til alle på Pludr, derfor er jeg ikke enig i denne holdning.
Men fortvivl ikke, for hvis man er utilfreds med en eller flere spillere, vil det blive muligt at ignorere disse i chatten, så man ikke modtager deres beskedder.

Hvor mange penge for at holde spillet kørende
Idéen med brugerbetaling var ikke, at der kun skulle penge nok ind til at holde det kørende, for så kunne vi blot have fortsat med donationer.
Pointen var lidt, at jeg ikke rigtigt har tid til at vedligeholde og udvikle Pludr pga. andre projekter.
Men jeg kunne godt tænke mig at bruge mere tid på Pludr, men da jeg så er nødt til at tage mig tid, skal det også kunne løbe økonomisk rundt for mig.
Det lyder måske grådigt, men det er nu ikke grådigheden som giver mig lyst til at bruge tid på Pludr, det er spillet og spillerne! 🙂

Jeg håber dette besvarer nogle af de spørgsmål og tanker som er blevet luftet.

Tanker om brugerbetaling

Jeg har gået her på det sidste og overvejet lidt, hvordan jeg kan få økonomien til at hænge lidt bedre sammen med det nye Pludr.

I den forbindelse, har jeg ikke kunnet lade være med at overveje en model, som involverer delvis brugerbetaling, og jeg kunne godt tænke mig, at høre folks tanker om emnet.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det koster penge at holde et website kørende, og indtil nu har Pludr fungeret via donationer fra brugerne, hvilket har været en nobel løsning som fungerede fint til det gamle Pludr, men jeg kunne godt tænke mig at bruge mere tid på Pludr, lave nye features og sørge for at det kører perfekt. Men for at kunne gøre dette kræver det, at jeg afsætter mere af min tid til Pludr, og det vil ikke fungere med den nuværende løsning, da indtægterne er for usikre.

Med det sagt, er det dog stadig min holdning, at det skal være muligt at spille Pludr helt gratis, og jeg vil derfor ikke tvinge nogen til at betale for spillet, men jeg kunne godt tænke mig at indføre en VIP-bruger ordning, som giver betalende spillere nogle ekstra features.
Disse ekstra features kunne fx være fremhævning i chatten og high-score listerne, mulighed for at se opdaterede high-score lister hurtigere end almindelige brugere og måske endda mulighed for at spille et ekstra spil hver dag udelukkende for VIP spillere.

Men som jeg sagde, er det vigtigt for mig, at det stadig er muligt at spille Pludr gratis, derfor vil jeg heller ikke give VIP-brugere nogle fordele i forhold til dagens spil, som giver dem en spillemæssig fordel i forhold til de normale brugere.

Hvad skulle sådan et VIP-abonnement så koste?
Jeg tænker på et beskedent beløb i retningen af 30-40 kr. om måneden.

Med brugerbetaling kommer selvfølgelig også en garanti for at spillet kører optimalt til alle tider.

Men dette er som sagt bare mig, som lige stikker en finger i jorden for at mærke efter hvad der er stemning for.
Derfor håber jeg, at I alle vil komme med jeres meninger og spørgsmål.

Gætte-magi

Hejsa kære pludr tilhængere.

Jeg ville lige poste endnu en lille status-opdatering.

Den nye version af spillet begynder så småt at tage rigtig form.
Jeg har senest arbejdet på selve spil-siden og funktionerne til at gætte ord, og jeg har også her haft optimerings-brillerne på.

Det gamle spil fungerede ved, at alle gæt blev sendt til serveren, som så tjekkede efter om det var et gyldigt ord, om det er i spillet og om man allerede havde gættet det.
Dette betød selvfølgelig at for hvert evig eneste lille gæt, hvad enten det værende rigtigt eller falsk, krævede beregnings-tid og båndbredde for serveren.
For dem som ved lidt om computere kan jeg sige, at trafikken for det gamle pludr på en gennemsnitlig måned lå på omkring 4-8 GB, hvilket er ret meget når man tænker på, at vi her blot har med ord at gøre. Men det var simpelthen alle de forkerte gæt, som skabte alt den trafik, og det har således også været med til at sløve serveren ned.

Dette vil ikke blive et problem i det nye spil, for ved hjælp af lidt kryptografisk magi, kan serveren nu allerede når spillet indlæses, fortælle spillernes computer hvilke ord der er i spillet, og spillerens computer kan således vurdere gættet inden det sendes af sted til serveren.
Serveren burde derfor nu kun modtage rigtige gæt.

Nu kunne man jo så frygte, at dette ville medføre snyd fra de lidt mere hærdede computer-brugere, men det er ikke tilfældet, for som jeg sagde, så sker det hele med kryptografisk “magi”.
Serveren krypterer altså ordene inden de sendes til spillerens computer.

Dette sammen med den nye chat burde gøre en rigtig stor forskel for stabiliteten på den nye server, og jeg glæder mig til at se det i drift.