KURU: Befolkningen på Ny Guinea har historisk set været uheldigt stillet, hvad angår muligheden for at . få opfyldt deres behov for proteintilførsel. Øen har ingen indfødte pattedyr, som i større omfang kan tjene til menneskeføde, og der vokser ikke nok planter med tilstrækkeligt højt proteinindhold til at dække behovet ad denne vej. Langs kysterne løstes problemet nemt ved at indbyggerne fangede og spiste fisk og skaldyr, men dette var af gode grunde svært i de utilgængelige bjergregioner midt på øen, langt fra kystlinien og havet. Proteinmanglen menes derfor at have resulteret i at folkene i højlandet begyndte at spise ting, som for os mere privilegerede mennesker forekommer decideret ulækre, såsom mus, edderkopper og frøer. Disse eksotiske spiser var dog langt fra nok til at dække proteinbehovet. Problemerne med at få tilstrækkelig med protein i kosten kan dermed mere eller mindre direkte have været grunden til at befolkningen i Ny Guineas højland udviklede kannibalisme: de blev simpelthen nødt til at udnytte den proteinkilde, der nu engang var tilgængelig, også selvom dette var andre mennesker !
Historien om Ny Guineas kannibaler har set i hjerneperspektiv endnu en tilføjelse. Blandt en af de kannibalistiske stammer, Foré-stammen, opstod i midten af forrige århundrede en skæbesvanger hjernesygdom ved navn “kuru”, også noget upassende kaldet ‘lattersyge’. Der var imidlertid ikke noget at grine ad. “Kuru” betyder på det indfødte sprog ‘at ryste af skræk’, og beskriver malende symptomerne for de ulykkelige ofre, som pådrog sig sygdommen. Kuru er beslægtet med andre hjernesygdomme: den såkaldte “Creutzfeldt-Jacobs sygdom”, som vi forbinder med den berygtede kogalskab, BSE, og “scrapie”, en hjernesygdom, som findes blandt får. Kuru har en dødelighed på 100 procent. Sygdommen havde ingen kur, men er nu næsten udryddet, efter at den australske regering effektuerede et totalt forbud mod kannibalisme på Ny Guinea i 1959. Kuru forsvandt dog ikke med det samme, idet den har en latensperiode fra 2 år og op til hele 23 år, før den kommer i udbrud og offeret dør indenfor 2 år. Men forbuddet mod kannibalisme stoppede spredelsen af smitte og sygdommen er nu næsten uddød, efter at have toppet i 1960erne.
KURU var en hjernesygdom, som spredte sig ved håndtering og fortærring af menneskehjerner. De Ny Guineanske højlandsstammers skik med at spise andre mennesker resulterede således direkte i at en stor del af Foré-stammen døde i løbet af 15-20 år. Med til at forværre situationen var, at stammen havde som skik også at spise de døde stammemedlemmer ( heriblandt naturligvis også dem der var smittede med kuru ), hvilket blot medvirkede til at smitten spredte sig endnu hurtigere. Smitten menes særligt at have spredt sig fra inficerede ofre, når kvinderne skar hjernerne ud af deres døde legemer, og efter sigende lod deres små børn lege med de rå hjerner. Når børnene eller kvinderne herefter slikkede deres fingre, var cirklen sluttet og et nyt offer blevet smittet med den dødelige sygdom. Nej, proteinmangel er ikke til at spøge med!
