Forleden var der et lille ord, skrå, som sikkert kunne få en og anden – om ingen andre så da Fritz – til at tænke på, om der mon stadig findes noget så oldnordisk som skipperskrå. I Ordbog over det danske Sprog findes det, men i Den danske Ordbog er skipperlabskovs, det nærmeste vi kommer, og det er jo noget helt andet, omend den slags – lige som skipperskråen – er kendetegnet ved at være sovset.
Men faktisk kan man den dag i dag stadig tygge skråtobak. Mange steder i den tredje verden nøjes man ikke med at tygge tobak, der kan man også finde på at tygge på grønne peberblade, rullet omkring en betelnød. Hvem ved, måske betelnødstygning engang vil kunne tage konkurrencen op med skråtobakken, der til forskel fra betelnødstygningens røde sovs, giver tjærefarvet mundvand.
I Silkeborg blev skrå fremstillet på tobaksfabrikken “Brd. Ottesen” og fra 1872 af C. W. Obel – Silkeborg Oplag, der overtog virksomheden. Skråtobakken blev herefter solgt under navnet “Silkeborg Skrå – Brd. Ottesens Eft.” Produktionen af den berømte Silkeborg Skrå fortsatte i Silkeborg frem til 1940, derefter flyttedes den til Aalborg. I regnskabsåret 1871-1872 blev der spundet 2.502 pund skrå i forskellige sorter.
Ved fremstilling af skrå bliver de spundne tobaksblade behandlet med en speciel sovs eller bejdse, som giver den særlige smag. Derefter skæres massen i mindre stykker. En skrå nydes (placeres) i munden – på indersiden af over- eller underlæben.
Opskrift på Silkeborg-sovs: 4 spande vand, 2 lispund sirup, 2 lispund lakrids, 1/4 skæppe salt, 3/8 skæppe salmiak, 6 skæpper tamarinter, 1/2 skæppe gummi, 3/8 skæppe laurbærblade, 2 1/2 potter rom, 4 1/2 potter eddike.
I dag fremstilles skrå – eller tobakspastiller – af blandt andre Oliver Twist i Odense.
Skråtobak eller bare skrå fremstilles af spundet og kraftigt sovset Kentucky-tobak, som er skåret i små stykker, beregnet til at placere i munden på indersiden af over- eller underlæben. Skråens nikotin optages via mundens slimhinder. Spindingen af skråstrengen foregår efter samme principper som for 300 år siden. Kardusskrå spindes ikke, men skæres efter bladenes sovsning. Nydelse af skrå var udbredt langt op i 1900-tallet, især blandt fiskere og landmænd.
At tygge skråtobak tog fart i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, og holdt sig til midten af 1900-årene. Oprindeligt blev tobakken betragtet som en lægeplante og havde sin plads i urtehaven. Den guddommelige urt blev brugt i salver, som pulver eller balsam. Den var god mod alt ondt – heraf kaldenavnet den helbredende tobak. Det var universalmidlet for at lindre sult og tørst, den gav kroppen styrke, forfriskede ånden, og så gav den en behagelig ro og rus. Tobakken kunne også helbrede smerter i hoved, bryst, mave og lever. Hundegalskab, vorter og ligtorne var den også god imod. Og så mente man at røgen var gavnlig og desinficerende mod pest. Derfor købte man dengang tobak på apoteket. Men i begyndelsen af 1800-tallet blev den mere og mere betragtet som ren og skær nydelsesmiddel.
Der ikke er skrevet meget om tyggetobaks skadelige virkninger. Men Tobaksskadesrådet oplyser, at det har de samme skadelige virkninger som skråtobak. Det vil sige, at man kan blive afhængig af nikotinet, samt at man ved langtidsforbrug – flere år – kan udvikle cancer i mundhulen. Skråtobak kan derfor være yderst sundhedsfarligt, på samme måde, som der advares om på cigaret- og tobakspakkerne.