Pludr-træf igen!

Så er der nogle få foto’s fra det meget vellykkede træf i Ribe.
Se dem på: http://www.p60.dk/35179397

Så er der Pludr-træf igen, og denne gang er det conma, der inviterer:

TRÆF I RIBE DEN 3. SEPTEMBER KL. 12 ALLE ER VELKOMNE.
Vi mødes ved Domkirken og går derefter på restaurant og spiser.

Seneste: Så er vi 10 personer til træffet på lørdag – det skal nok blive rigtig hygs.
conma

Ønsker jer en rigtig god eftermiddag Ærgerligt jeg ikke kan deltage.
Hjortebro

Højt skum

Der findes øldrikkere, der næsten er ligeglade med, hvad øllen smager af – bare den er med højt skum og har godt med procenter i. Sådan har det på en måde også været her på Pludr. Tidligere var vi næsten ligeglade med, hvad ordene indeholdt – bare der var mange af dem, og helst nogle, man kunne score godt med point på.

Sådan er det ikke mere. Lige nu er der flere end 176.000 af slagsen i Pludrs database, så vi kan vel efterhånden godt tillade os at være lidt mere kræsne.

Det er blandt andet derfor, at vi for snart længe siden besluttede at udelukke alle ord med ejefalds-s og alle egenavne, firmanavne og forkortelser. Siden har Fritz også besluttet at udelukke – så vidt muligt – al lægelatin fra databasen.

Der findes dog stadig tusindvis af ord – med højt skum og godt med procenter i, for kendetegnende ved et ordspil som Pludr er jo, at vi tilfældigvis har besluttet også at inkludere ordene fra Ordbog over det danske Sprog (ODS’en). Nogle af dem er endog meget vanskelige at score på, men hvad gør det, når bare det er med til at holde vores allesammens små grå henslumrende hjerneceller i god form, om man så må sige.

Og skål for det, men efter nøje overvejelse, synes Fritz, at skummet næsten kan blive for højt. Nu vil vi i stedet sørge for flere velskænkede ord, så fremover er det – så vidt muligt – slut med også at inkludere alle de alternative staveformer, som Ordbog over det danske Sprog også indeholder. Det er med andre ord – så vidt muligt – slut med alle de alternative stavemåder og bøjningsformer, der står skrevet om i ODS’ens mange parenteser.

Lad os tage et eksempel frisk fra fad. På gårsdagens spilleplade fik vi serveret en ”pils” med højt skum, for det var nemlig også muligt at score på ordet ”pilse”.

Slår man op i Ordbog over det danske Sprog får man følgende oplysninger:

”Pils, en. (Pilse). (efter ty. pilz, svamp; ældre fagl.; sj.)
svamp (1). Efterretning og Erfaring om Svampe, især Rør-Svampens velsmagende Pilse. OFMüll.​(bogtitel.1763). De har først lært mig at kiende denne Pilse. sa.​Svampe.5.”

Så med den nye forholdsregel skærer vi toppen af skummet og nøjes med pils. Pilse, som står nævnt i parentesen, sletter vi fremover fra databasen.

Humlen i det hele er også, at det vil lette arbejdsbyrden for vores sprogrøgtere! Vi skal dog hilse fra Fritz og sige, at vi fortsat – så vidt muligt – vil beholde alle de såkaldt uofficielle staveformer, som er nævnt i Den danske Ordbog.

Når vi nu alligevel har højt skum i glasset, vil vi skynde os at skåle med Pernillej, der på Pludrs blog skriver:

“savner ordet stout på dagens plade: Stout er en mørk øltype produceret af ristet malt eller almindelig byg (barley), humle, vand og gær.
Stouts var traditionelt den generelle betegnelse for de stærkeste mørke øltyper, typisk med en alkoholstyrke på 7% til 8%.”

Skål Pernillej, lad os straks også servere noget stout for Pludrs database.

Ingen håndtering af bankoverførsler i denne uge

På grund af manglende internetforbindelse, har jeg desværre ikke mulighed for, at aktivere VIP medlemsskaber for bankoverførsler i denne uge.

Bankoverføsler som er foretaget i slutningen af sidste uge, og resten af denne uge, vil derfor først blive aktiveret på mandag.

Vi beklager de gener dette måtte medføre.

Opdatering:

Så er alle bankoverførsler godkendt, og vi er igen tilbage til normal tilstand, hvor bankoverførsler vil blive håndteret inden for 1-2 hverdage.

Buttede bløddyr

På spillepladen forleden var der et lille italiensk klingende ord, potto, Men italiensk er det ikke – det er snarere afrikansk. Det nærmeste, vi kan komme det italienske er vel ordet, putto, der er en figur som forestiller et lille, buttet og ofte nøgent barn med eller uden vinger, der bruges som dekorativt element i kunsten, især barokkunst.

Ordet, potto, stammer sandsynligvis fra det afrikanske ord, pata, der kan oversættes til “haleløs abe”. Pottoer bevæger sig så roligt, at de også har fået kælenavnet “blødt-blødt”. Pottoen ( Perodicticus potto) er en halvabe i dovenabefamilien. Arten er den eneste i slægten perodicticus. Pottoer lever i det tropiske Afrika fra Guinea til Kenya. Pottoer når en længde på 30-40 cm, dertil en kort hale på 3-10 cm og deres maksimale vægt er 1,5 kg.

Pottoen har næsten fem fingre, men pegefingeren er kun en stump. Det siges at pottoen har en særegen lugt næsten som karry. Dyret findes i regnskove og lever hele deres liv i træerne, hvor de er aktive om natten og sover om dagen. Hunnen er drægtig i ca. 170 dage. Normalt består kuldet blot af en enkelt unge. Ungen bliver kønsmoden efter 18 måneder. Den højeste rapporterede alder er 26 år opnået af et dyr i fangenskab.

Morsomheder

På spillepladen forleden var der et lille morsomt ord, vits. Dem har vi ikke hørt for mange af her på Pludr, så lad os straks råde bod på det:

To amerikanere fra New Jersey er på jagt ude i skoven, da den ene pludselig falder om. Han trækker tilsyneladende ikke vejret, og hans øjne er helt glasagtige. Jagtkammeraten hiver sin mobiltelefon frem, ringer 112, og stammer: »Min kammerat er død. Hvad skal jeg gøre?«.

Telefonisten svarer: »Tag det helt roligt. Jeg skal nok hjælpe dig. Men først må vi være helt sikre på, at han er død«. Der bliver tavst i røret. Så lyder der et skud. Jægeren kommer tilbage på linjen og siger: »O.k., og hvad så?«.

Her er ikke bare tale om en morsomhed, men om et eksempel på seriøst forskningsarbejde, som alle med hang til et godt grin har kunnet deltage i på det engelske website: www.laughlab.co.uk

Her har to millioner mennesker fra hele verden brugt et år på at kåre verdens bedste vits blandt 40.000 eksempler fra 70 lande. Der er tale om et forskningsprojekt sat i værk af universitetet i Hertfortshire og Det Britiske Selskab til Videnskabens Fremme.

Lad os lige snuppe en morsomhed mere:

Sherlock Holmes og Dr Watson var taget på campigtur og havde sat teltet op under stjernehimlen. På et tidspunkt midt om natten vækkede Holmes watson og sagde:

Waston se op på himlen og fortæl mig, hvad du ser. Watson svarede: Jeg kan se millioner og atter millioner af stjerner.

Og hvad kan du så udlede af det, spurgte Holmes.

Watson svarede: Hm, hvis der er millioner af stjerner, og selv hvis kun nogle ganske få har planeter, er det sandsynligt, at så må der også være planeter magen til jorden. Og hvis der bare er nogle få planeter som jorden, så er der måske også liv derude.

Hvortil Holmes svarede: Watson, din idiot, det betyder jo, at nogen har stjålet vores telt!