Ekstravagante goliarder

Hm, forleden var der et ord, vagant, som fik Fritz til at tænke på, om der skulle være en sammenhæng mellem vagant og ekstravagant. Men det lader ikke til at være tilfældet. Ekstravagant er jo noget luksuriøst, men sletter man ”ekstra” og nøjes med vagant, får man ikke, som man måske skulle tro, noget middelmådigt.

Nej, vagant er noget helt andet. Vaganter er – eller rettere: var – således omvandrende studenter, såkaldte skolarer, der var bærere af datidens studenterdigtning. Vi taler om middelalderen, og for eksempel om et begreb som vagantviser.

Der findes også et andet udtryk for det samme folkefærd: Goliarder – der ifølge Den store danske Encyklopædi var: omvandrende studenter og deres i vidt omfang lærde og respekterede gejstlige og verdslige lærere. De var aktive fra slutningen af 900-t. indtil midten af 1200-t., da denne form for lærdomsudbredelse blev overflødiggjort af de nye, stationære universiteter.

Goliarderne, hvis til tider provokerende og usømmelige adfærd ofte bragte dem på kant med myndighederne, gav i deres sange, de såkaldte vagantviser, bramfrit udtryk for deres syn på religion og politik.

Og så er det altså, Fritz kommer til at tænke på, om de tre russiske kvinder, der kalder sig for Pussy Riot, er sådan nogle nutidige vaganter eller goliarder? De har da i hvert fald bramfrit givet udtryk for deres syn på både russisk politik og religion.

Der er mange måder at tale russiske zarer midt imod. Det gjorde den tidligere russiske verdensmester i skak og nu oppositionspolitiker, Garry Kasparov, også, da han skulle forklare sammenhængen mellem skak og russisk politik. Kasparov havde nemlig, som han udtrykte det: mindre succes i russisk politik end i skakspil, hvor reglerne er forudsigelige og resultatet uforudsigelig. Med politik i Putins Rusland er det efter Kasparovs mening lige omvendt. Her var valgreglerne uforudsigelige og valgresultatet forudsigeligt.

Hvem ved, måske russerne har brug at lægge øre til nogle flere modige vagantviser?

Spotteord

Hm, forleden stiftede vi bekendtskab med et lille interessant ord, spe, der oftest optræder som et navneord. Men på spillepladen forleden var det – som det beskrives i Ordbog over det danske Sprog – et “aldeles forældet” udtryk og et udsagnsord.

Spe kender vi fra vendingen ”in spe”, som ODS’en også giver et sjovt eksempel på: ”Han forvandlede en oprindelig lykkelig kontordame til en skuffet forfatterinde in spe.”

Men det er først og fremmest fra talemåden og bogstavrimet ”til spot og spe”, vi kender ordet. Den slags vendinger betegnes med et fint ord (læs: fremmedord) som ”allitteration”. Allitteration er, når to eller flere trykstærke ord i nærheden af hinanden i en tekst eller et udtryk begynder med samme bogstav og dermed har samme sproglyd. Med spot og spe er der oven i købet tale om konsonantrim.

Sådan er der så meget, men spørgsmålet er så bare, om der er forskel på spot og spe. Når nogen er til spot og spe, viser vi ringeagt eller vanhelliger vi nogen eller noget. Ordet er efter al sandsynlighed udviklet af eller i nær familie med verbet at spytte. At vise ringeagt ved at spytte efter en anden, er jo i høj grad at vise ringeagt.

Nu om dage spytter man bare ikke så meget mere. Spytklatterne er snarere byttet ud med rådne æg, overmodne tomater eller rød maling, som vi oplevede det på Christiansborg, da en daværende statsminister blev overhældt med rød maling.

I meget gamle dage nøjedes man ikke med rød maling. Nej, først blev man dyppet i tjære for så at blive rullet i fjer.

Det bringer os til et andet spotteord, som så vidt vides vi endnu ikke har stiftet bekendtskab med her på Pludr: håneretten. Håneret er et af de nyere ord på dansk, og i følge Dansk Sprognævn er det ældste skriftsproglige eksempel, vi kender på ordet håneret, fra 1996.

Nu vi er i gang med at håne, så er der næppe nogen der, hvad hånlatter angår, overgår den australske kookaburra.