Om Preben Riis Sørensen drikker te, vides ikke, men han efterlyser ordet “thesi”. Når vi nu har tesi, så må vi også have thesi, lader han forstå. Men argumentet må vel snarere være: Når vi nu har the, så må vi også have en thesi.
Fritz: Nok har vi den alternative staveform, the, på dansk, men i ordbøgerne er der ingen theskeer, thekander, theblade, thebuske eller for den sags skyld thesier.
I Den danske Ordbog kan man læse, at te er den rigtige stavemåde, mens the er den uofficielle stavemåde, som vi har fra det nederlandske thee. Og hollænderne har thee fra “te” på det sydkinesiske sprog, hokkien, som tales i provinsen Fujian og på Taiwan.
Sådan har vi det med at låne ord af hinanden. I Malaysia har vi ordet, teh, som malaysierne har lånt via den hollandske kolonialhandel i Ostindien.
Te eller the har også en anden kinesisk form: cha – en form, som kineserne har lånt ud til: japansk, koreansk, thai, tagalog, som tales i Filippinerne, hvor ordet staves tsaa. Også i Indien, nemlig på bengali og gujarati bruges cha.
Også portugiserne har lånt denne stavemåde, chá, som portugisisk har importeret via den sydkinesiske koloni Macao. Den samme form, cha, eller char har været almindelig i indisk-engelsk soldaterslang.
På kinesisk findes te eller rettere: cha også som: chá yèh, der kan oversættes til: teblade. Den form er siden blevet til chay eller shay, som te for eksempel benævnes på hindi. Disse to former er blevet lånt på tyrkisk, arabisk, persisk, georgisk, albansk, rumænsk, slovensk, serbokroatisk, bulgarsk og russisk, og som det siges på nygræsk: tsai.
Endelig findes der en tredje kinesisk form på det kinesiske sprog wu, som tales i og omkring Shanghai. Der hedder te blot: zu – et ord som endnu ikke er blevet lånt ud til andre sprog.
Te er med andre ord en drik, som vi og mange andre folkeslag har lånt af kineserne. I det gamle Kina og stadig i Japan kan tedrikning være et yderst kompliceret ritual. Det findes således en teceremoni, chado.
Også englændernes har en sådan teceremoni: “five o’clock tea”. I 1700-tallet havde man i litterære kredse teselskaber, som har været arnesteder for politisk diskussion. Den slags selskaber har man den dag i dag på højrefløjen i USA’s tea party-bevægelse.
Inkarnerede anglofile te-drikkere i Danmark importerer selvfølgelig deres eget five o’clock tea fra England (Twinings – hvor ellers?).
Teen bliver sendt med luftfragt som “Tea mail”!
De fleste teer er opkaldt efter deres farve, indhold, eller oprindelsessted, men Earl Grey står alene for teen, der opkaldt efter en person – den 2nd Earl (Jarl) Grey, Charles Grey, som var premierminister i Det Forenede Kongerige fra 1830 til 1834. Det berømte te-firma, Jacksons Piccadilly, har fået opskriften fra Jarlen af Grey. Ifølge Grey familien, blev denne te specielt blandet af en kinesisk mandarin til Lord Grey og passer til vandet ved Howick Hall, familien sæde i Northumberland. Bergamot appelsinskal blev anvendt især til at udligne overvægten af kalk i det lokale vandværk.
PS: Te er atomtegnet for grundstoffet, tellur, der i naturen er et lige så sjældent som guld. Tellur er giftigt og ved indtagelse får man en modbydelig hvidløgsånde. Tellur tilsættes stål i små mænger for at gøre stålet mere slidtærkt. Tellur bruges også ved fremstilling af brunt og rødt glas samt ved fremstilling af dagslyspærer.