Ambrosia

Preben Riis Sørensen har stadig godt med øl i kruset og efterlyser derfor også noget ølmad.

Fritz: Tjah, i Ordbog Over Det Danske Sprog (ODS’en) kan man for eksempel få serveret: Ølbolle, øllebrød, ølkoldskål, øllegrød, ølost, ølsuppe og øland og hvis man er flere sultne til bords: Ølænder.

Men ellers er ølmad endnu et af den slags ord, som vi har fået lov at smage på, siden mikrobryggeriernes erobring af markedsandele. Gad vide, om man den gang enhver gård med et bryggers og egenproduktion af øl var bevidst om, at noget mad var som skabt til at blive skyllet ned med øl? Den bevidsthed har mikrobryggerierne og ølentusiaster for længst skænket os. Se bare her, hvad man på internettet kan finde af lovprisninger af øllet:

“Al mad, hvortil der serveres eddikebaseret garniture, er ølmad. Det gælder alle retter med rødkål, agurkesalat, asier, rødbeder osv. Blandes vin og eddike, vil der i munden dannes en sursød lage, der klistrer smagsløgene til. Her har øl den fordel, at det renser munden for fedtrester, så smagsløgene fungerer optimalt. Da øl samtidig er en fortrinlig tørstslukker, er et traditionelt dansk julemåltid skabt til at blive nydt sammen med øl.”

Wienerschnitzler med brasede kartofler og et tilbehør af sauerkraut egner sig vel næppe heller til at blive skyllet ned med vin, ligesom fish and chips måske heller ikke gør det. Gad nok vide, om der findes vinmad, som ikke egner sig til at blive skyllet ned med øl? Om ikke andet siges det, at østers har det bedst med champagne.

Hvilken vin, der bedst gør sig til vidt forskellige madretter, kan du blive klogere på her:
http://www.holtevinlager.dk/shop/pages.php/pages_id/104/mPath/48_f14_p104

Og lad os da så for Guds og øllets skyld også servere noget ølmad for Pludrs database.

PS Vidste du, at en vinperser har lige så lidt at gøre med Arabien, som en vinforlader har at gøre med skydevåben? Hvis ikke, så tjek det selv i ODS’en.