Preben Riis Sørensen har måske været på en nylig svirretur og mangler derfor ordet, dovdi.
Fritz: Hm, det var dog et mærkværdigt ord, dovdi, og så kan det oven i købet staves: daudi. I ODS’en oplyses det, at ordet er et: “oprindeligt jødiske ord med betydningen ‘broder, ven’ og er brugt i omkvædet di – da – daudi fra en antijødisk smædevise fra ca. 1868; forfatteren, Wilhelm Rantzau (1832-1897), genbrugte ordet i en vise med titlen Frøken Daudis klagesang, hvor Daudi fremstilles som en letlevende kvinde; herfra menes den nuværende betydning at stamme.
Men hvorfor skal et ord fra en antijødisk klagesang fra det forrige århundrede med i Den danske Ordbog?
Da jeg tjekkede ordet i DDO’en faldt jeg oven i købet over et andet mærkværdigt ord: beverding. I DDO’en oplyses det, at det er det: “samme ord som beværtning, stavemåden søger at gengive islandske studenters udtale af ordet med hovedtryk på første stavelse.”
Men hvorfor ordet skal med i ordbogen, oplyses der ikke noget om. Hvorfor skal vi have et ord, der “søger at gengive” islændinges udtale af et dansk ord? Efter hvilken regel er ordet kommet med i ordbogen?
Preben Riis Sørensen: Ud fra den regel at ord, der får generel udbredelse, skal med. Og nu, vi er ved emnet, hvad så med småsnaps?
Fritz: Et sjovt ord, småsnapse, som, jeg først tænkte, er et navneord uden ental. Men det er jo et udsagnsord.
Sådan havde jeg det også med den islandske beverding. I mine øren lød det helt hjælpløst, fordi jeg sammenlignede det med ordet, beværtning, med udtale og tryk på den anden stavelse: “vær”. Prøv lige at udtale beverding på samme måde med tryk på den anden stavelse: “ver”. Det lyder helt forkert. Jeg havde overhodet ikke øre for, at trykket skal ligge på den føste stavelse: “be”.