Logisk overhaling indenom

Nogle gange må man strække sig for at ramme den rigtige bøjning, skriver Peder Elkjær, og nævner som eksempel en lokal facebook side, ”Ting til Salg” i den lille Vestjyske by, han nu bor i:

Jeg faldt over en annonce, hvor logikken i det danske sprog fuldstændigt blev overhalet indenom. Annoncen er indrykket af en kvinde, der ud fra navnet at dømme nok ikke er etnisk indfødt Dansker.

Vi ved alle, at det hedder: et barn, flere børn og alle børnene.
Hun ville sætte en barnevogn til salg, men ikke en hvilken som helst barnevogn for teksten lød: ”Velholdt tvillinge børnevogn med få brugsspor til salg.”

Og hvor har hun ret – eller nej, men man forstår så inderligt hendes logik.

Nå, ja- så var der: Alle børnene var truet af corona, undtaget Ib og Asger, de havde sprit og masker!


Hvabehar? Have har jeg haft!


Undertiden kan man godt føle sig godt og grundigt rundt på gulvet, når man skal tjekke, om de gloser, som blandt andre Preben og Farmer gør opmærksom på, mangler i Pludrs database.

Tag nu ordet medhar, som Preben foreslog forleden. Med-hvabehar, fristes man næsten til at spørge. 

Ordbøgerne afslører, at medhar er et verbum og at, det er nutidsformen af medhave. Samtidig viser det sig, at medhave også er et subtantiv: et medhave. Men findes der mon også en flertalsform – flere medhaver? Kan man måske også være  – ikke et, men en medhaver – altså en medindehaver? 

Og hvad så med indehave? Det er et verbum, som bøjes på samme måde som medhaves nutidsform – altså: indehar. Hvabehar! Bydeformen er så indhav, som samtidig er et substantiv.

Spørgsmålet er så nu, om man kan være en indehavende eller måske snarere en medindehavende – haveejer for eksempel?

Her skal man så passe på ikke at gøre bohave til andet end et substantiv. Flertalsformen: bohaver, må nemlig ikke forveksles med nutidsformen af et verbum. Men kan man så måske være en bohaver og dermed den bohavende?

Betegnelsen: at være den jourhavende er ikke et substantiv – jourhavende er et adjektiv. Og musthave er et substantiv, og flertalsformen er: musthaves. Hvabehar!